Få specialiseret psykologhjælp efter overgreb
Man kan have oplevet overgreb i form af fysisk og psykisk vold, voldtægt eller andre seksuelle overgreb. Når andre gør os fortræd ved overgreb, skaber det et sår i vores psyke (trauma fra græsk = sår), som tager tid at hele og det kan være hjælpsomt at få specialiseret psykologbehandling. Traumefokuseret kognitiv adfærdsterapi anbefales som førstevalg af WHO til behandling af traumer og PTSD.
Traumefokuseret kognitiv adfærdsterapi
Jeg tilbyder psykologisk behandling i form af traumefokuseret kognitiv adfærdsterapi til unge og voksne, der har oplevet vold, voldtægt, voldtægtsforsøg eller andre seksuelle overgreb. Dette gør jeg ud fra min erfaring fra kognitive efteruddannelser og mit daglige arbejde på Center for Seksuelle Overgreb. Jeg lægger stor vægt på at supplere traditionelle kognitive terapeutiske metoder med kropsligt fokuserede redskaber, da overgreb i høj grad påvirker kroppens alarmberedskab og stressniveau.
Det er vigtigt at få brudt tavsheden om et seksuelt overgreb
Behandling kan hele efter overgreb selvom der er gået lang tid
De mennesker, der kommer til mig efter voldtægt eller vold, forklarer ofte, at de har forsøgt at tage det forfærdelige de har oplevet, putte det i en mental kasse og stille den langt væk, men det er bare ikke lykkes – for traumet trænger sig på.
I et psykologisk perspektiv er det vigtigt, at vores psyke har evnen til at hele ved at bringe svære ting frem i vores opmærksomhed. Og det kan godt betale sig at bearbejde sine traumatiske oplevelser, både ved akutte krisereaktioner og når der er gået lang tid.
Et traumefokuseret kognitivt forløb består ofte af følgende:
Få specialiseret hjælp til behandling af dit traume
Mestring af posttraumatiske reaktioner
Vores nervesystem reagerer stærkt på vold og voldtægt. Først har man ofte behov for at forstå sine reaktioner; at lære om normale posttraumatiske reaktioner ud fra den måde vores krop og vores nervesystem fungerer på. De fleste mennesker overraskes, overvældes og frustreres af de stærke fysiske og følelsesmæssige reaktioner efter et traume, og det at få en ny forståelse af dem kan i sig selv give ro. Her kan jeg også hjælpe med redskaber til at mestre reaktionerne fysisk fx åndredræts-, afspændings- og visualiseringsøvelser særligt målrettet til mennesker med traumer, som kan medvirke til at øge fornemmelsen af tryghed og sikkerhed. Mange har også behov for nye strategier til at mestre flashbacks eller den skyld- og skamfølelse, som man ofte kæmper med.
Redskaber til at kæmpe imod angsten
Traumet kan have indskrænket livet for dig i form af undgåelse. For angsten har en tendens til at sprede sig, hvis den ikke udfordres. Du vil blive tilbudt viden om principper i angst og undgåelse, og hvordan man nedbryder angsten. Fokus er på, at du får din livskvalitet og frihed tilbage. Sammen lægger vi en plan for hvordan du gradvist opnår dette og hvilke kognitive redskaber, der kan hjælpe dig.
Kognitiv bearbejdning af traumet
Kognitiv bearbejdning af traumet er nødvendigt. Negative tanker om en selv og andre samt skam og skyldfølelse er ofte begyndt at fylde, og minderne trænger sig på. Overgreb påvirker i høj grad vores opfattelse af sikkerhed, tillid, kontrol, selvværd og intimitet, og disse temaer kan jeg hjælpe med at bearbejde. Kognitiv traumebearbejdning går gennem forståelse af selve hændelsen og det, som udspiller sig i dine flashbacks eller mareridt. Det virker effektfuldt, at tilvænne sig til svære minder via genfortælling i et trygt rum.
En første samtale
Ved den første samtale skaber vi overblik og jeg fortæller dig mere om traumebehandling. Send mig en sikker besked for at høre nærmere og evt. booke tid til en første samtale. Første samtale er altid 90 min., så vi kommer godt i gang.
Hvis du grundet afstand eller andet ønsker samtaler online, kan jeg tilbyde sikker og krypteret video-konsultation efter første samtale.